Det er bims, at vi stadig tillader privatfly

Mens vi andre skal affaldssortere i 10 spande og dukke nakken i flyskam, suser en lille rig elite rundt i private jets og smadrer planeten. Siden år 2000 er antallet af privatfly fordoblet. De bør forbydes.

Det vakte opsigt, da den brasilianske landsholdsstjerne Neymar forleden valgte at kvitte europæisk topfodbold og i stedet underskrev en lukrativ kontrakt med en saudiarabisk klub.

Men måden, han cementerede aftalen på, burde vække mere opsigt: Han fløj nemlig til Saudi-Arabien i en Boeing 747, der er blevet ombygget til et privatfly af en saudisk prins. Iført solbriller og et stort smil fejrede Neymar sin rejse i kæmpeflyet, hvor 400 sæder er blevet revet ud og erstattet med soveværelser, spisesal og en gylden trone.

Flyturen var et gigantisk klimasvineri. Og det bør genantænde debatten om de riges brug af privatfly. De er så klimaskadelige, at de bør forbydes for alle virksomheder og privatpersoner. I flere EU-lande raser debatten om et forbud faktisk lige nu, og bl.a. Frankrig og Holland har allerede presset på for skrappere EU-regler.

Kritikere vil sige, at et forbud lyder rabiat. Jeg er dybt uenig. 

Det er på den ene side rigtigt, at rejser med privatfly kun udgør en lille del af vores samlede udledning af drivhusgasser. Flyrejser står for omkring to procent af vores samlede udledning, og privatfly udgør en mindre del. Omvendt er udledningen grotesk skæv: En procent af verdens befolkning står for halvdelen af al menneskelig udledning fra luftfart.

Tallene bliver kun mere ekstreme, når vi kigger på privatfly. Privatfly er den suverænt mest klimaskadelige transportform. En rejse med privatfly udleder i snit 10 gange mere per passager end et normalt passagerfly og 50 gange mere end tog, viser tal fra den europæiske interesseorganisation Transport and Enviroment.

Og på trods af grønne skåltaler og ’klimabevidste’ rigmænd er forbruget af privatfly steget markant de senere år. Den samlede flåde af privatfly er vokset til 23.000 fra knap 10.000 i år 2000. Det er langt mere end en fordobling, viser en opgørelse fra den amerikanske tænketank Policy Institute. Fra 2005 til 2019 steg udledningen fra privatfly med 31 procent, og antallet af rejser med privatfly er markant højere end før coronakrisen.

I Frankrig udgør privatfly omkring 10 procent af alle flyafgange, og de luksuriøse svipture udleder samme mængde af CO2, som 180.000 benzinbiler udleder på et helt år. Og turene er typisk ikke særligt lange: Omkring halvdelen af flyrejserne er ture på under 500 kilometer, og mange af rejserne er mellem storbyer som f.eks. London, Paris og Geneve, hvor der udover almindelige kommercielle fly også er højhastighedstog.

Der er desværre intet, der tyder på, at væksten generelt bremser. Tværtimod. Den nyeste trend er, at de ultrarige køber større og mere forurenede privatfly.

Privatfly er et klimaødelæggende forbrugsprivilegium for verdens allerrigeste. Ejerne tilhører nemlig ikke bare den rigeste 1 procent, men den allerrigeste 0,001 procent. Den gennemsnitlige ejer af et privatfly har en formue på hele 1,3 milliarder kroner. Det er milliardærer, der helt overvejende arbejder indenfor bankverdenen, finanssektoren eller med ejendomsinvesteringer, viser tal fra Policy Institute.

Vi tillader lige nu en forskruet form for omvendt Robin Hood, når det kommer til at klimaansvar: Almindelige håndværkere og pensionister i den vestlige verden skal gnaske i papsugerør, sortere i 10 forskellige affaldsspande og dukke nakken af flyskam, når de én gang om året flyver til Gran Canaria, alt imens en lille superrig elite af forretningsmænd og finansfyrster får lov til at ødelægge planeten.

Tesla-stifteren Elon Musk fløj 171 gange med privatfly i 2022. Hans flyrejser udledte mere drivhusgas end 130 almindelige amerikanerens samlede årlige udledning. Den amerikanske forretningsmand Thomas Siebel tog 458 privatfly sidste år. Det er mere end en flyrejse – om dagen. Realitystjernen Kylie Jenner og rapperkæresten Travis Scott tog en sviptur på sølle 17 minutter på tværs af Californien på trods af, at turen ville tage omkring 40 minutter i bil.

Det er himmelråbende skævt. Og de riges privilegieblinde overforbrug smadrer den solidaritet, som er nødvendig, hvis vi skal have alle borgere med på den grønne omstilling. 

Det er også derfor, at Holland, Irland, Frankrig og Østrig tidligere i år forsøgte at få EU-kommissionen til at stramme reglerne for brugen af privatfly. I Frankrig er et totalt forbud blevet luftet, og i Amsterdams lufthavn Schiphol vil man forbyde privatfly fra 2026. Vi bør gøre noget tilsvarende i Danmark: Vi bør forbyde privatfly og kæmpe for et totalt forbud mod fossile privatfly i hele EU.

Lad mig slå fast: Verdens rigmænd må eje og flyve privatfly og flyve præcis, hvor de vil. De må shoppe i Rom om formiddagen og suse videre til technofest på Ibiza om aftenen, hvis de vil. Men først når privatflyene flyver på grøn strøm eller andet grønt brændsel. Lige nu tørrer de ultrarige en gigantisk klimaregning af på alle os andre. Og mon så ikke et europæisk forbud mod fossile privatfly mirakuløst vil få branchen til at opfinde eldrevne privatfly i løbet af få år?

Det rabiate er egentlig ikke at ville forbyde privatfly. Det vanvittige er, at vi ikke har gjort det for længst.

Forrige
Forrige

ATP-Martin lokkede Løkke med en fed fidus. Men fidusen krævede én ting

Næste
Næste

Hvis vi intet gør, vil spekulanterne pelse os i årevis