Selvfølgelig har vi råd til at give de ældre ordentlig pleje

De offentlige finanser er kernesunde, og der er intet uventet ældreboom, som truer.

Jeg har som mange andre danskere med interesse fulgt debatten om de politiske prøveballoner, der altid sendes op om sommeren.

Der er særligt en idé, som synes at hænge lidt i luften, og jeg vil tillade mig at puste til den, i håb om at den svæver væk igen.

Der er ingen sød måde at sige det på, så lad mig sige det ligeud: Det er et uforståeligt og dybt asocialt forslag om at oprette en slags opsparingskonto til ældrepleje, som Lars Løkke luftede, og som Christian Rabjerg fra mit eget parti siden har vist interesse for.

Der er (mindst) fire årsager til, at forslaget er en dårlig idé.

FOR DET FØRSTE er det en løsning på et ikkeproblem. Argumentet synes at være, at et kommende ' ældreboom' vil vælte velfærdsstaten, øge uligheden og knuse de offentlige finanser.

Det påstås, at de offentlige finanser er presset, og vi står over for en truende budgetkrise. Løkke har f. eks. sagt, at vi står over for »kæmpestore strukturelle problemer« efter 2060. Men lad os slå fast: Det passer simpelthen ikke.

De offentlige finanser er kernesunde, og der er intet uventet ældreboom, som truer. AE-rådets økonom Gustav Elias forklarede det fint i Deadline på DR forleden: Hvis vi tager Finansministeriets egne tal, så har vi en smule modvind i de offentlige budgetter over de næste år, fordi efterkrigsgenerationerne går på pension, men billedet vender, når vi ser lidt længere frem. Fra omkring 2050 tyder alt på, at vi kigger vi ind i voksende budgetplusser.

Om 60 år skønnes det, at Danmark står med et overskud på de offentlige budgetter, som svarer til 80 milliarder kroner i nutidens penge, viser Finansministeriets tal. Og overskuddet vokser kun yderligere frem mod 2100.

»Men et stigende antal ældre og højere forventninger til velfærden vil presse de offentlige budgetter i fremtiden«, lyder det. Hertil er svaret: Nej.

Finansministeriets regnedrenge har i deres modeller allerede taget højde for, at der kommer flere ældre, og at vores velfærdskrav stiger, i takt med at samfundet bliver rigere. Der er intet strukturelt budgetproblem, og der er penge i kassen til Arne og Ulla.

Lad os samtidig tage temperaturen på dansk økonomi, fordi der også her synes at være en del mytedannelse.

Staten har praktisk talt ingen gæld, ledigheden er lav, beskæftigelsen er høj, konkurrenceevnen i top, den private gæld er stabil, og renten på den 10-årige danske statsobligation er nogenlunde det samme som på den tyske, hvilket betyder fuld tillid fra de finansielle markeder.

Den høje beskæftigelse er i øvrigt den primære årsag til, at Finansministeriet i maj opjusterede det såkaldte økonomiske råderum med 16 milliarder kroner. Det er ganske sandsynligt, at der før eller siden sker en opjustering mere, hvis opsvinget ruller videre.

Der er altså intet problem med de offentlige finanser. Hverken nu eller på sigt.

FOR DET ANDET har vi allerede et fint og gennemprøvet solidarisk opsparingssystem, hvor man løbende betaler en del af sin indkomst til fælleskassen, hvorefter man trækker på kassen, hvis man mister arbejdsevnen, skal på skolebænken, have høreapparater til sin døve søn, flytte på plejehjem eller andet. Det system hedder Skat og den progressivt finansierede velfærdsstat, hvor vi betaler for hinanden.

Jeg synes egentlig, at det tangerer at være frækt, hvis man kræver, at danskerne først betaler omkring halvdelen af deres indkomst i skat hele livet, og så siger til dem, at når knoglerne engang knager, og kroppen svigter, ja, så kan velfærdsstaten alligevel ikke levere en ordentlig pleje. Selvfølgelig har vi råd til det.

Problemet iDanmark er ikke mangel på rigdom. Problemet er fordelingen af den fælles velstand, som i stigende grad koncentreres i toppen.

Den rigeste 1 procent af danskerne sidder på 25 procent af den samlede formue og har haft en indkomstfremgang på hele 71 procent fra 2010 til 2021, viser tal fra AE-rådet.

Den rigeste 1 procent af danskerne tjener nu knap 160.000 kroner om måneden.

Til sammenligning har den almindelige lønmodtager kun oplevet en fremgang på 15 procent over den samme periode og tjener 23.500 kroner månedligt.

FOR DET TREDJE sparer vi allerede rigeligt op i Danmark. Det bliver nemt en smule teknisk, men det er vigtigt: Grundlæggende er vi danskere nogle gniere, der primært gennem vores store pensioner sparer milliarder op hvert år.

Denne opsparing måles i betalingsbalancen, som illustrerer, hvor mange varer og tjenester vi køber i udlandet, i forhold til hvad vi eksporterer, men også hvor mange penge vi investerer og tjener i udlandet. Overskuddet på betalingsbalancen svinger i disse år mellem svimlende 200 og 400 milliarder kroner årligt og afspejler, at vi forbruger og investerer alt for lidt i Danmark.

Vores opsparingsiver betyder, at vi hiver efterspørgsel ud af økonomien og går glip af forbrugsmuligheder.

Dansk økonomi har brug for mindre opsparing og flere investeringer - f. eks. i forskning, uddannelse og billige tog i hele landet, der kører til tiden.

FOR DET FJERDE ved vi udmærket godt, hvem der ikke får sparet op, og hvem en tvungen opsparing vil ramme hårdest: danskerne med de mindste indkomster. Det vil ramme danskere på kontanthjælp og dem med løse ansættelser og længere perioder med dagpenge. Og folk i helt almindelige jobs med små indkomster.

Koncernchefen fra Østerbro kan sagtens klare sig i et forsikringssamfund, hvor han lægger 5.000 kroner mere til side oven i sin svulmende pensionsformue, mens 500 kroner vil vælte budgettet for ham på førtidspension.

Den tidligere trafikminister Jakob Buksti (S) skrev engang om mit parti, at »hver gang, der opstår et problem i samfundet, så er der mindst to socialdemokrater med hver sin indstilling til det - til stor fornøjelse for socialdemokratiets politiske modstandere«. Det havde Buksti ret i, men sådan må det jo være i et stort folkeparti.

Jeg finder det i stigende grad meningsløst og uforståeligt, at man forsætter krisesnakken, når det drejer sig om dansk økonomi. Danmark har under socialdemokratisk ledelse undergået et økonomisk boom, som næsten er uden fortilfælde i moderne danmarkshistorie.

S-regeringen har håndteret coronakrisens chok, hvor 50.000 mistede deres job i løbet af få måneder, og balanceret Danmark igennem et markant hop i inflationen, alt imens borgerlige kommentatorer og politikere på debatsiderne i Berlingske har skreget skingert om ' gældsorgie' og landets forestående økonomiske kollaps. De borgerlige tog som bekendt fælt fejl.

Denne gang tager Løkke også fejl.

Der er intet fagligt belæg for »kæmpestore strukturelle problemer«, og Løkkes amerikaniserede forsikringssamfund vil være en helt forkert vej at gå.

Alle vi progressive bør i stedet ranke ryggen, tro på egne løsninger og tage fat på de kriser, som er faktuelt korrekte og kræver handling: klimakrisen, koncentrationen af rigdom og magt i toppen og den vaklende sundhedssektor.

Lad mig sige det ligeud: Det er et uforståeligt og dybt asocialt forslag om at oprette en slags opsparingskonto til ældrepleje, som Lars Løkke luftede, og som Christian Rabjerg fra mit eget parti siden har vist interesse for Der er intet problem med de offentlige finanser.

Hverken nu eller på sigt.

Debatindlægget blev bragt i Politiken 29.7.2023